Graffiti er en del ældre, end man kan læse i danske opslagsbøger, og det var nok slet ikke i USA, det begyndte. I hvert fald ikke, hvor man betragter fænomenet lidt bredt
I begyndelsen af 2019 bragte netmediet History Today en artikel, hvor de fortalte om den britiske digter Lord Byron, der i 1810 ridsede sit navn ind i en søjle i Poseidontemplet på den ægæiske kyst. De fortalte også, at man kan finde mange andre indridsede navne på stedet, hvilket har været med til at holde liv i historien.
Den tidligste graffiti med en persons navn på et monument er identificeret i en hule i Egypten - navnet på Hena, en embedsmand under Menutuhotep III i 2000 f.Kr. Andre gamle eksempler nævnes, men der fortælles også, hvordan moderne graffiti mødes med en helt anden reaktion.
For eksempel udskar en kinesisk teenager i 2013 sit navn på overkroppen af en figur i templet for Ramses II i Luxor, hvilket medførte vanskeligheder for drengen og hans familie samt skole, der fik deres hjemmeside hacket. En russisk turist blev i 2014 idømt en bøde på € 20.000 for at ridse et stort 'K' på en væg i Colosseum i Rom, så man skal passe på, hvor man vil påtvinge andre sit navnetræk.
Langt de fleste mennesker har forståelse og respekt for gamle helligdomme og andre fortidsminder, og giver sig ikke til at ridse eller skære, som om de var unge og på tur med kæresten, så et hjerte skulle skæres i barken på et træ.
I efteråret 2019 afholdtes en street art festival i Aarhus. Forud for dette berettede dagbladet Jyllands-Posten i august måned om nogle gavl- og facademalerier i Aarhus, og en graffitimaler udtrykte sin begejstring for at se en stor hammerhaj midt i bybilledet.
Senere på året beskæftigede dagbladet Information sig med graffiti i flere artikler. I en af dem kunne man læse, at selv om politi og politikere har forsøgt at knuse graffiti, og kunstmuseer har forsøgt at omfavne den, så lever den stadig. I samme udgave af avisen blev læseren advaret eller belært om, at den "største trussel mod graffitien er velmenende kunstinstitutioner og forstående politikere".
Uha da. En trussel. Hvordan kan velmenende kunstinstitutioner og forstående politikere true graffitien? Jo, nogen mener, at graffitien ikke skal være en del af det etablerede, men snarere leve lidt undergrundsagtigt som en protest imod det etablerede. Og så er kan trusselsbegrebet udvides efter behov.
Hvis nogen omfavner den, eller med et lidt bedaget udtryk omklamrer den med repressiv tolerance, kan brodden tages af den. Så kan den miste sin betydning for udøverne, der for en dels vedkommende synes, det er spændende at male uønsket graffiti, fordi det ikke er lovligt. Udtrykket repressiv tolerance blev lanceret af Herbert Marcuse i 1960, og i det ligger en "tilsyneladende imødekommende og tolerant holdning der forhindrer oprør, men i virkeligheden dækker over undertrykkelse".
Hvad er en trussel?
Hvilken betydning ligger der egentlig gemt i ordet trussel?
Hvis vi søger en definition på ordet i de tilgængelige opslagsværker, kommer vi frem til, at en trussel kan være en tilkendegivelse af at "man vil skade eller straffe nogen, hvis ikke der bliver gjort, som man forlanger" eller det kan være en "person eller et fænomen der udgør en risiko for noget farligt eller ubehageligt".
Det lyder umiddelbart, som noget alle kan forstå. Men hvem kan komme med den slags tilkendegivelser, og hedder det trusler, hvis man vil stoppe noget ulovligt? Principielt er det staten, der har voldsmonopolet
Er en alarm en trussel mod indbrudstyve? Eller en forebyggende foranstaltning?
Er politiet en trussel mod voldsmænd? Eller en ordensmagt, der på statens vegne kan gribe ind og passivisere dem?
Er P-vagter en trussel mod parkerende bilister? Eller er de ansat til at påse, at ingen holder for længe, så også andre kan komme til?
Kan man overhovedet tale om trusler, hvis formålet med et tiltag er at forhindre noget ulovligt?
Uenige kan fucke af
Når man ser, hvordan graffitimalere har udtalt sig til medier om deres hobby, er det da heller ingen hemmelighed, at nogen af dem ikke ville gøre det, hvis det var lovligt.
"Fuck jer, der ikke forstår os" var budskabet således fra de to fyre A og K, der i 2018 fortalte til TV2, at de går op i at lave ulovlig graffiti, at graffiti er en gave til byen, og at de samlet set havde "lavet omkring 200 tog og metroer".
Det blev endvidere sagt, at politikerne og dem, der har magten aldrig nogen sinde skal kunne få deres vilje ved at smide folk i fængsel eller ved at give dem store bøder, det motiverer bare endnu mere til at gå ud og smadre hele byen.
Helt paradoksalt bliver det, at A og K siger, at medvirker i interviewet "for at gøre op med forestillingen om, at de laver graffiti uden en god grund, og det bare handler om at ødelægge ting". Hvorfor må Coca Cola have reklamer, når de ikke bor i København.
Hvis de lovliggjorde det, så ville jeg stoppe lige med de samme.
"Det er ikke folk uden holdninger og hjerner, der laver graffiti ... Politikerne skaber sgu ikke nogen jobs; graffitimalerne skaber da, at nogen skal stå og rense graffitien af ...".
Sådan er holdningen til andres ejendom og værdier, når regningen betales af skatteborgerne, og "Hvis folk fokuserer på, at graffiti er et stort problem for dem, så synes jeg ærligt talt, de skulle fucke af".
Javel ja. Men nej.
Der er behov for en holdningsændring.
Hvor skal den komme fra?
/Jan Eskildsen, Graffiti Researcher